Delhi – imperiets juvel

Morgen
Næste stop: Delhi
”Good break, good horn, good luck,” siger vores chauffør grinende, da han skal forklare hemmeligheden bag sine talenter i den indiske trafik. Han har efterhånden nærmest fået gudestatus hos os. Han kan sit kram og får os igennem og frem – også når trafikken ser allermest kompakt ud.

Vi sidder nu i bussen fra Taj Mahal-byen Agra til Delhi, og jeg prøver så vidt muligt ikke at falde i ”sovefælden”, for som altid er der masser at kigge på. Vi holder et lille pitstop på vej ud af Agra ved mausoleet for Akbar Den Store, den største og mest betydningsfulde af Indiens stormoguler – og bedstefar til manden bag Taj Mahal, stormogulen Shah Jahan. Det indiske, historiske persongalleri er farverigt og komplekst, og netop mogulerne var mestrene bag Nordindiens imponerende mosaik af paladser, forter og moskéer, som vi har nydt en stor bid af på denne rejse.

Netop i dag er der ekstra meget trængsel ved moskéerne. For disse dage finder en af de største, islamiske højtider sted, nemlig id-ul-zuha, eller bakr-id, som de indiske muslimer kalder den. ”Bakr” betyder ged og ”id” festival, og festivalen finder sted for at mindes profeten Abraham, som af Allah fik besked på at ofre det, han havde allermest kær. Det var hans søn, og netop i det øjeblik Abraham skulle til at ofre ham, bekendtgjorde Allah, at dette blot var en test på hans loyalitet, og at han skulle ofre en ged i stedet.

Undervejs kører vi forbi templet for guru Jai Deo, hvor folk i tusindvis er samlet og nærmest også har indtaget selve vejen. Vi lister os i slowmotion igennem mylderet af mennesker – nogle af dem ser ud til at være kommet langvejs fra, da der står linet op med masser af busser langs vejen.

Eftermiddag
New Delhi: brede alléer og grønne åndehuller
Så er vi fremme i Delhi, Indiens hovedstad siden 1911 og juvelen i det britiske imperium. Byen består af henholdsvis New Delhi, anlagt af englænderne fra 1916 til 1931, og Old Delhi, stormogulen Shah Jahans værk og kendt for sine smalle gader og livlige basarer.

Langs med vejen ind til kernen af New Delhi er der gang i et hav af større og mindre vej- og renoveringsprojekter. Umiddelbart ser der ud til at være flere kvinder end mænd blandt arbejderne, der typisk er daglejere til lav hyre. Kvinderne står ufortrødent i solen og hakker sten op af den tørre, støvede jord for derefter at bære dem væk i store metalskåle på hovedet. Arbejdstøj er der ikke noget af – kvinderne arbejder i deres sarier, og på trods af arbejdets støvede karakter, ligner mange af kvinderne nogen, der ligeså godt kunne være på vej fest, stilfulde som mange af dem er, uanset position i samfundet.

New Delhi er fuldstændig anderledes end det, vi indtil nu har oplevet på turen, med brede alléer, parker og statelige bygninger fra englændernes tid. Her ligger ambassader, ministerier og regeringsbygninger på nogle af landets mest prominente adresser. I hjertet af New Delhi ser vi Indiens svar på Triumfbuen, India Gate, der er bygget til minde om de indiske soldater, der døde under britisk flag i 1. verdenskrig og to afghanske krige.

Sikke et gedemarked!
Vi skifter nu bussen ud med cykelrickshaws og begiver os mod Old Delhis menneske- og gedemylder! I løbet af "bakr-id" skal alle muslimske familier ofre en ged, og har man ikke en i forvejen, er dette stedet at købe dem. Geder i tusindvis, mange af dem med pynt om halsen eller i hovedet, skifter hænder i dag og bliver trukket af sted gennem gaderne.

Ifølge traditionen skal kødet fra det slagtede offerdyr deles i tre og går til henholdsvis familien selv, naboer og slægtninge samt til de fattige. Gederne koster fra 3.000 rupees og opefter, og prisen kan snildt ryge op på 200.000 rupees (mere end 20.000 kr.) for de bedste af dem. De er så til gengæld også blevet forkælet med småkager, brød, smør og andre lækkerier. Uanset prisklasse er kravet, at dyret skal være perfekt. Det må ingen skavanker have – være halt, mangle lidt af øret, eller hvad man nu ellers kunne forestille sig. Kun det bedste er godt nok!

Vi cykler igennem Old Delhi's smalle gader, hvor et fascinerende kluddermutter-spindelvæv af strømførende ledninger åbenbarer sig, når man kigger op. Gad vide, hvad der sker i regnvejr? Totalt sammenbrud? I forvejen er der dagligt strømafbrydelser, hvorfor en generator for mange er et kært eje.

Bryllupsudstyr for millioner
Vi fortsætter ind igennem Chawri-basarens smalle gader, hvor vi kæmper om pladsen med andre rickshaws og fodgængere. Til forskel fra de motoriserede køretøjer har vi ikke noget horn, vi kan dytte med, så vores rickshaw-mand råber op, det bedste han har lært, for at få folk til at flytte sig lidt.

Chawri-basaren er kendt for sine mange butikker med alt tænkeligt inden for bryllupsudstyr: sarier, smykker, perler, håndskrevne bryllupskort, turban til manden og i det hele taget et kæmpe lager af glitter og glimmer, som gør sig godt, når de prestigefyldte indiske bryllupper finder sted. Som udgangspunkt er basaren et engrosmarked, men kommer man som privatperson med store ordrer, er man mere end velkommen. Det er særligt hindu-bryllupperne, der er kendt for at være de store pengemaskiner, da der blandt hinduerne er store sociale forventninger til form, størrelse og traditioner. Blandt andet skal parret forære alle kvindelige slægtninge flere sarier i gave op til brylluppet, hvilket hurtigt kan blive til en pæn udgift for familien – og til et pænt tal i ordrebogen for den heldige sari-forhandler.

Besøg i moské og sikh-tempel
Lige ved siden af markedet ligger Jama Masjid-moskéen, Indiens største moské, anlagt af entreprenante Shah Jahan, der vist må være Indiens svar på vores Christian den 4. Vi er velkomne i moskéen – forudsat at vi er tildækkede på arme og ben, så vi låner moskéens ”turistkjoler”. Der er stille, roligt, luft og masser af plads i moskéen – hvor den store, centrale plads er et dejligt åndehul. Folk kommer her ikke nødvendigvis kun for at bede, men også blot for at få et pust fra det hektiske liv udenfor.

Under de fem gange daglige bønner er der lukket for ikke-muslimske besøgende, mens vi i sikh-templet Gurudwara Bangla Sahib, som vi besøger umiddelbart bagefter, er med, da det daglige aftenritual finder sted: Den hellige bog adi granth, som hele sikhismen er bygget op omkring, skal lægges på plads på sit leje af smukke tæpper.

Dette er dagens sidste input. Vi tager til vores hotel, hvor vi har vores sidste overnatning, inden turen i morgen går tilbage mod Danmark.

Tal for Indiens største, religiøse grupper
Cirka 80 % af Indiens 1,1 milliard indbyggere er hinduer. Muslimerne tæller cirka 160-170 millioner, mens der er cirka 20 millioner sikher.

Taj Mahal får tårerne frem...

Morgen
Taj Mahal – hvilket vidunder!
Vi har fået lov til at sove længe i dag og skal først af sted klokken ni… Dette er den store dag – vi skal besøge Taj Mahal! Kendt verden over for sin helt enestående arkitektur. Men for alle os (skabs-)romantikere er Taj Mahal – i indiske folkemunde blot kaldet ”Taj” – ikke mindst kendt for at være den ultimative kærlighedserklæring fra en sørgende ægtemand til sin elskede, afdøde hustru. Ægtemanden var stormogulen Shah Jahan, og hans yndlingshustru, Mumtaz Mahal, døde i barselssengen.

Inden vi overhovedet får lov at komme ind i Taj Mahal-området, skal vi alle igennem en metaldetektor. Som nationalsymbol for hele Indien bliver der ikke taget nogen chancer! Det er nu i sagens natur ikke muslimsk terror, man er nervøs for, eftersom mogulerne var muslimer. Men hinduer og muslimer var hverken dengang eller i dag de bedste venner, og det ser ikke ud til, at stridsøksen bliver begravet foreløbig. Nærmere tværtimod, og til tider går bølgerne endog meget højt mellem de to grupper.

Vi nærmer os Taj Mahal fra en forgård. Lige pludselig tårner de hvide marmortårne op i baggrunden, og vupti får jeg en klump i halsen. Jeg forsøger ihærdigt at lade være med at hyle, og én ting er i hvert fald helt sikkert: Jeg skal ikke tale med nogen lige nu, så går det galt. Alt imens jeg således forsøger at få min rørstrømskhed under kontrol, er vi nået frem til selve indgangen. Og der står Taj Mahal ret fremme for os. Det er fuldstændig vildt det her. Jeg har altid drømt om at opleve Taj Mahal, og nu er det virkelighed. Man føler sig meget, meget lille, og der er en vis andægtig stilhed over os alle. Det virker til, at alle lige skal sunde sig et kort øjeblik– og så kommer der ellers gang i kameraerne.

Der er ikke mange udenlandske turister her til morgen. De fleste besøgende er indere – og alle er i deres stiveste puds med glimtende sarier og nyvaskede skjorter. Overalt bliver der knipset billeder til det store familiealbum, og jeg beslutter mig hurtigt for at tage paparazzi-kasketten på og tage billeder af nogle af de mange indiske besøgende: Skolebørnene på udflugt; storfamilierne med mor, far, onkler, tanter og et hav af børn; unge forelskede par; hinduer, muslimer og sikher.

Jeg går rundt i området sammen med Mustafa, som har besøgt Taj Mahal mere end hundrede gange og kender hver eneste krog af dette imponerende gravmonument. Han tilhører det muslimske mindretal i Indien og kan tilføje en yderst interessant lille detalje: For muslimerne handler Taj Mahal ikke så meget om kærlighed – ikke af den jordiske slags i hvert fald. De mener, Taj Mahal er bygget som ”hovedscene” til Allah, når dommedagen kommer.

Fakta om Taj Mahal
Taj Mahal stod færdig i cirka 1653, efter at 20.000 mand havde arbejdet i 22 år på byggeriet. Taj Mahal er bygget i hvid marmor, hvor der er indlagt smukke mønstre med halvædelsten, bl.a. lapis lazuli, turkis, safir og karneol, som var Mumtaz Mahal’s yndlingssten. Alt er lavet i streng symmetri, og det siges at Shah Jahan var en krævende bygherre, der selv var inde over hver eneste lille detalje i byggeriet. Var det ikke perfekt, skulle det laves om! Taj Mahal er et af verdens syv moderne vidundere, og årligt er der cirka tre millioner besøgende.

Sidst på eftermiddagen
Henna på hænderne
Det har ærgret mig hele dagen, at jeg ikke fik det lavet i går. Lærke, en pige, som er med på turen, har fået lavet de fineste hennatatoveringer på hænderne, og nu vil jeg selvfølgelig også. Man skulle jo nødigt gå glip af en autentisk, indisk oplevelse. Så da vi er tilbage på hotellet efter et tæt program med besøg på marmor-værksted, frokost, lidt spontan shopping samt ikke mindst besøg på det imponerende Røde Fort, stormogulernes krokodillebevogtede palads, lokker jeg Nete med på hennaeventyr. Sammen med Mustafa maser vi os igennem trafikken i en lille, listig tuk tuk, som hostende og larmende får os frem til et lille basarområde, hvor alt fra sarier til snabelsko og friturestegte snacks er til salg. Her kan man altså også få lavet de traditionelle indiske ”hennatatoveringer”, som skulle kunne holde i et par uger. Og som enhver indisk brud får lavet til sin store fest.

Der sidder de, hennamalerne, på deres små, røde plastikskamler og venter på kunder. Mustafa får forhandlet en god pris: 60 rupees, dvs. cirka syv kroner, for at få malet begge hænder og det nederste af armene. Jeg vil gerne have en elefant ind i min hennaudsmykning – vi er jo i Indien – men det, mener hennama-lerne, ikke passer sig, og i stedet går de i gang med at lave de mest fantastiske mønstre og krummelurer. Uden skabeloner! De er ægte, små kunstnere. Og det går lynhurtigt, som de sidder der med de små kræmmerhuse med hul i spidsen og koncentreret udsmykker vores arme med den mørke hennapasta som en anden konditor, der udsmykker sine lagkager.

Der står hurtigt en kødrand af nysgerrige folk omkring os. Et par ”hvide” piger, der får lavet hennatatovering – yderst mærkværdigt!

Mustafa mener nu at kunne konstatere, at der er lidt halv-inder over mig: Jeg spiser gladeligt karry om morgenen, jeg elsker chai, har hang til indiske smykker og nu denne henna-tatovering. Hvem ved – måske jeg skulle kaste mig over lidt slægtsforskning…

Ud at se med Indian Railways

Morgen
Så kører toget!
”Chai , chai” råber manden med en høj, skurrende stemme. Lige i hælene af ham følger hans kollega, der sælger kaffe. Et par minutter senere kommer en tredje med en bakke fyldt med sandwich. Fjerdemanden faldbyder højt sin frugtjuice. Og endnu en togmand kommer forbi med vand. Der går ikke meget mere end et kvarter, så tager de runden én gang til. Endnu engang med stor entusiasme og høj stemmeføring. Og sådan bliver det ved.

Jeg hopper på en kop chai, dejlig krydret indisk te kogt med mælk. Det gør godt denne tidlige morgen. Vores bus har vi sendt i forvejen med kufferterne, for at vi i stedet kan prøve at køre med et vaskeægte indisk tog. Jeg har set adskillige film, hvor en togrejse i Indien indgår, så jeg har været vældig spændt på at opleve et af disse berømte – og måske til tider berygtede – tog. Og ja, der ér trangt. Netop derfor ser vi heller ikke en servicevogn a la DSB komme rundt og samlet tilbyde alle varerne. Det er der simpelthen ikke plads til.

Der er hverken høns eller grise i fri dressur i kupeen – og alt fungerer fint: Vores reserverede pladser står klar, og toget kører til tiden! Alle sæder i kupeen er fyldt op her denne tidlige onsdag morgen, og endnu engang er der en intensiv ”kiggeudveksling” i gang mellem os og vores indiske medpassagerer. Gensidig nysgerrighed er en god ting!

Jeg er meget imponeret over de mange ventilationsvifter, som hænger tæt efter hinanden i loftet - klar til at tage kampen op mod den indiske sommerhede, der af og til sniger sig helt op omkring de 50 grader. Pu ha - absolut ikke noget for mig.

Jeg skiftevis kigger ud af vinduet og læser i bogen ”Holy Cow”, som jeg har lånt af en kær kollega, der har boet og arbejdet i Indien igennem flere år, og som derfor kan tale indisk-engelsk af bedste skuffe! Bogen handler meget kort fortalt om alle de kulturelle forviklinger og udfordringer, man som udlænding kan støde på i Indien – meget underholdende læsning og kan anbefales til eventuelle Indien-rejsende!

Efter 2 ½ time nærmer vi os den lille by Barathpur, hvor vi skal af. Alle os Albatrosser sidder med vores ting parat på skødet, klar til at springe op og komme ud af toget hurtigst muligt. Ole, rejselederen, har netop fortalt, at toget kun holder et vist tidsrum hvert sted, og at vi på ingen måde må give luft til, at passage-rerne, der venter på perronen, kan begynde at mase sig op, før vi alle er ude. Missionen lykkes – ingen kører ufrivilligt videre!

Om Indian Railways
Indian Railways er statsejet og har mere end 1,5 millioner ansatte – og mere end 140.000 kilometer jernbanespor. Dagligt kører med end ti millioner indere med toget. Der findes et selvstændigt Jernbaneministerium – og dermed en jernbaneminister. Der er 1., 2. og 3. klasses-tog.

Eftermiddag
På cykelrickshaw i fugleparadis
Cykelrickshaw-mændene står klar med deres cykeltaxier. Mange af dem er sikh’er og lyser flot op i landskabet med deres farvestrålende turbaner. To og to cykler vi af sted – eller det vil sige: Vi har det privilegium at kunne læne os godt tilbage i sædet for at blive transporteret rundt her i Barathpur Fuglereservat af de kombinerede parkguider og cykeltaxachauffører. Normalt er der på denne årstid proppet med trækfugle i reservatet, men monsunen har svigtet i år – og marsklandet har ikke fået de mængder vand, der skal til. Det meste af området er derfor knastørt. Og fuglene er ikke kommet i de mange hundredtusindvis, som de ellers plejer.

Fuglereservatet er på UNESCO’s liste over verdens naturarv, og ifølge Mustafa har den indiske stat fra UNESCO fået flere henstillinger om at sørge for vandforsyninger til området, når naturen ikke selv kan levere tilstrækkeligt. Men hverken naturen eller staten har altså leveret varen i år, så derfor er der knap så fuglerigt, som der plejer at være. Vores cyklende parkguider har heldigvis næse for fugle og andre dyr, så vi ser blandt andet isfugl, ibis og en særlig anderace, som lever i ”faste par”, og som helt bogstaveligt ikke kan leve uden hinanden. Når den ene dør, dør den anden umiddelbart efter. Vi ser også igen de store blue bull-antiloper og en kobraslange, der ligger og slikker sol og får sit kolde blod varmet op. Parkguiderne bliver ved med at understrege: ”Babysnake, babysnake”. Men jeg synes nu, den ser rigeligt stor ud og behøver absolut ikke se ”mama-snake”!

Vi sætter nu kursen mod Agra – i morgen skal vi bl.a. se Taj Mahal, som stormogulen Shah Jahan lod opføre som gravmæle for sin højtelskede hustru, der døde i barselssengen.


En lille pige på toget

Bruger tigeren tandstikkere?

Morgen
Tiger-kopier i sigte…
Udstyret med kikkerter, kameraer og store doser eventyrtrang står vi tidligt op for at tage på udkig efter tigre i Ranthambore Tigerreservat. Vi kører af sted i åbne busser, og alle er dybt koncentrere-de om at spotte – tænk at være den, der først får øje på en tiger… Vi bumper af sted igennem jungleområdet og kommer ud til en af de søer, som tigrene plejer at komme og slukke tørsten ved. Og jo – jo, der er da en tiger ovre på den anden side af søen! Det gibber i mig, og jeg får mig rejst halvt op i sædet for så blot at konstatere, at det er en antilope. Mustafa er flad af grin, men siger alligevel diplomatisk, at dette ofte sker: At man nærmest tror, at hvad som helst, der bevæger sig, er en tiger. Jeg er heldigvis ikke den eneste – der er adskillige, der spotter ”tigre” – hver gang er hele bussen i ekstase, og alle sidder klar med kameraerne. Måske – måske ikke – er der rent faktisk et par stykker, som til allersidst spotter en tiger. De er selv helt sikre. Vi andre så den ikke – men jeg tror på dem! Jeg så jo også (næsten) en!

Hvad tigrene ikke kan levere, kan til gengæld et hav af andre dyr. Hele formiddagen er ét stort dyreshow med fugle, krokodiller, et enkelt desmerdyr, aber, vildsvin og Indiens største antilope, blue bull-antilopen, som både i udseende og størrelse minder om en hest. Prisen for dagens sjoveste dyr må ubetinget gå til den såkaldte Tiger Toothpick, altså ”tigertandstikker”. Og ja, det skal tages helt bogstaveligt: Hvis en tiger har noget, der sidder fast mellem tænderne – en luns antilope, måske? Så lægger den sig ned på ryggen, blotter tandpragten, og så kommer tigertandstikkeren den til undsætning og stanger dens tænder med sit næb. Er det ikke fantastisk, som naturen er indrettet? Fuglen er noget mere social end tigeren, så vi får besøg ved bussen af en tigertandstikker, som sætter sig på sidepejlet – måske i håb om lidt godbidder… ?

Eftermiddag – af sted på tigersafari igen
I tigerens fodspor
”Skynd jer, skynd jer at komme tilbage i bilen. Der er tigeralarm,” råber et par safariguider. Og jeg skal ellers love for, at vi med denne melding får benene på nakken og løsriver os fra de par krokodiller, vi har spottet og står og zoomer ind på med kameraerne. Alarmen kommer fra skovens dyr – typisk fuglene, der skræpper op for at advare de andre dyr, og safariguiderne bruger disse ”dyre-alarmer” som hjælp til at finde frem til tigrene.

Så op i safaribussen med os og af sted i den retning, hvorfra (a-)larmen har lydt. Flere steder er der tigerfodspor på stien – nogle er friske og andre er fra i morges, kan vores safariguide se. Gys – den har været lige her. Er den det mon stadigvæk? Er det nu, vi skal se den? Adrenalinen kører endnu engang for fuldt blus, men måske har det været falsk alarm, for vi ser den i hvert fald ikke.

Jeg må indrømme, at vi er lidt skuffede. Vi har set masser af dyr i dag – men kongen over dem alle, tigeren, kommer ikke vores vej forbi. Men naturen har sin egen rytme, og det skulle åbenbart bare ikke lige være i dag, vi træffer en tiger.

Aften
På vej mod Bollywood?
Efter middag i hotelhaven dukker der fire mand høj op og spiller traditionel, indisk musik. Der er også en mandlig danser med, som kækt går i gang med at byde Albatrosser op til dans. Der bliver svunget med hofterne, mens vi andre griner højt, men så er det lige, at JEG bliver hevet ud på plænen. Puh ha – nu er det pludselig ikke så sjovt længere. For pokker: hænder, hofter, hoved – det hele skal vrides i hver sin retning på samme tid, og jeg synes ikke lige, det kører så super godt. Jeg må vist konstatere, at jeg ikke egner mig til indiske hoftevrid…!

Om den indiske tiger
Kaldes også den bengalske tiger. Frem til 1973 var tigerjagt lovlig, og tallene taler deres eget tydelige sprog om konsekvensen af dette: I begyndelsen af 1900-tallet var der cirka 100.000 tigre i hele Indien. I dag er bestanden nede på 1.500. Tigeren er ikke et flokdyr, og kun i yngletiden mingler den med andre tigere – nemlig sin mage. Tigeren spottes bedst om morgenen og hen under skumring. Tigeren jager om natten og har typisk et territorium på 35-40 km².

Om Ranthambore Tigerreservat
Oprettet i 1955. I 1963 besøgte dronning Elizabeth II af Storbritannien reservatet, og to tigre blev skudt i denne forbindelse. Reservatet fik i 1973 status som nationalpark, og tigeren blev fredet. Reservatet ligger, hvor maharajaer’ne tidligere havde privat jagtområde. Der er mere end 30 tigre i reservatet plus en lang række andre dyr.

Farver, fattigdom og forfængelige mænd

Morgen og formiddag
Jaipur tørlagt pga. lokalvalg
Vi har skiftedag i dag og siger farvel til maharajah-byen Jaipur for at køre en tand længere sydpå til den lille by Sawai Madhopur, hvorfra vi i morgen skal på tigersafari. Der er lokalvalg i Jaipur i dag, og på vej ud af byen kører vi forbi et af valgstederne. Valget har medført to dages alkoholforbud i hele byen, så eftermiddagsøl og rødvin til maden var noget Albatrosserne i går måtte nøjes med at drømme sig til… Hvorfor forbuddet? Vores lokalguide Mustafa fortæller, at der tidligere i forbindelse med lokalvalget er blevet drukket tæt med uroligheder til følge – så det handler simpelthen om at undgå, at det samme sker igen. Giver hotellet pokker i forbuddet, og bliver det opdaget, kan de miste deres bevilling, som ikke er så ligetil at få igen, uden at der skal pænt med bestikkelse på bordet, forlyder det.

Valgprocenten i Indien plejer at ligge på cirka 50 procent. Men hvordan gør man mon i forhold til de mange analfabeter? Stemmer de? Og hvordan? Hver enkelt kandidat til valget har sit eget symbol, finder jeg ud af, så man behøver altså ikke kunne læse for at stemme.

Ikke lutter lykke, men masser af smil – trods alt
Vi bevæger os langsomt ud af byen, og i udkanten af Jaipur kommer vi igennem et slumområde. Telte og usle skure er her hjem for familier, der kæmper hårdt for at tjene til dagen og vejen. Fattigdommen stikker sit grumme ansigt op mange steder i gadebilledet. Lige her er det særligt slemt, og man kan ikke andet end at blive påvirket af det. For at bruge en lidt fortærsket floskel, er verden ganske enkelt bare ikke retfærdig. Og for en gennemsnitlig, forkælet velfærdsdansker som mig sætter det i dén grad tingene i perspektiv i forhold til vigtigt og mindre vigtigt at blive konfronteret så direkte med menneskelig armod.

Men én ting, der alligevel slår mig er: Hvor møder man altså bare mange smil alle vegne. Også fra manden i den slidte, gamle skjorte. Og fra kvinden, der med krum ryg går og fejer fortovet. Indien synes at være gennemsyret af en positivisme og livsglæde ud over det sædvanlige. På trods af, at mange målt med vores målestok måske ikke har så meget at smile af.

Fængende farver og pynt overalt
Snart er vi helt ude af byen, og det landlige Indien tager over. Så langt øjet rækker er der små hvedemarker, hvor kvinder i deres farvestrålende sarier arbejder koncentreret. Flere af dem med et barn på ryggen. (Hvor er mon mændene?). 70 procent af inderne lever på landet og ernærer sig som småbønder. Jordlodderne er typisk blot 1-3 hektarer, og store gårde a la dansk stordrift er så godt som ikke-eksisterende.

Med jævne mellemrum kommer en dromedar luntende forbi med en kærre trukket bag sig. Eller en traktor læsset til op over bristepunktet med store lærredssække. Uanset om det er en traktor eller en dromedar har jeg indtil nu ikke set nogen, som ikke er udsmykket! Dromedaren har typisk en lille klokke på hovedet og er pyntet med farvestrålende bånd og andre dromedar-accessories. Traktorerne ligner også typisk nogen, der er på vej til fest – overlæsset med diverse pynt af bedste bling-bling-kaliber. Endvidere er mange af traktorerne – på linje med lastbiler, minitaxier og andre køretøjer – omhyggeligt udsmykket med håndmalede blomster og andre motiver. Denne pyntekultur er intet mindre end dybt fascinerende – kunne man forestille sig en landmand derhjemme lave det samme stunt med sin traktor? Men hvorfor gør de det? Ifølge Mustafa handler det ganske enkelt, om at ejeren ønsker at gøre sit køretøj til noget helt særligt og dermed markere sit ejerskab.

Een ting er, at de pynter deres køretøjer. Jeg har lagt mærke til at, mange af mændene også selv er ganske pyntesyge! Og det er mændene netop her i Rajasthan – specielt i Jaipur – åbenbart berømte for at være. Smukke guldøreringe med ædelstene, ringe – gerne på flere fingre, velplejede og velfriserede overskæg og farvestrålende turbaner kombineret med et lille touch af feminin selvoptagethed omkring egen fremtoning – her skal den moderne metromand løbe stærkt for at følge med! Denne tendens hos Rajasthan-mændene trækker tråde tilbage til maharaja-tiden. Maharaja’erne om nogen var nemlig kendte for at være til smukke gevandter og smykker.

Men kvinderne står nu på ingen måde tilbage for mændene, og mange bidrager med et sandt farveorgie af flotte, farvestrålende sarier, tunge guldøreringe og billige glimmerarmbånd. ”Alt her i Indien handler om farver. Og en kvinde går altid med stærke farver for at glæde sin mand. Aldrig i hvidt. Det er sørgefarve,” fortæller Mustafa.


Eftermiddag
Tid til hygge
Først på eftermiddagen er vi fremme i Sawai Madhopur. Vi bliver budt velkommen på hotellet med lykkebringende blomsterkæder med tagetes-blomster, og over et glas sodavand – med blomsterkæderne om halsen – sænker roen sig efter dagens køretur og nogle ekstremt indholdsmættede dage. Uhmm – skønt! Lige hvad vi har brug for! Stedet indbyder til en stille og rolig eftermiddag med en god bog. En tur i poolen. Eller måske en gang afslappende massage. Men hvis man som jeg, rejselederen og visse andre fra Albatros-gruppen synes, at markeder og bazarer er den mest fantastiske opfindelse, så må roen naturligvis vente lidt endnu. Vi skal lige op og snuse til det lokale marked…

Aften
En lille fællessang
I skrivende stund kan jeg fra mit værelse høre en masse Albatrosser sidde og synge udenfor efter en hyggelig middag i haven…

Jaipur: 10.000 indtryk på én dag!

Morgen og formiddag
På gyngende grund: Elefantridning
Hvorfor tage i Zoo, når man kan opleve det hele live her i Jaipur? Der er elefanter, dromedarer og kameler i gaderne, aber på tagtoppene og påfuglene spankulerer stolt rundt i haven ved vores hyggelig hotel, et gammelt palads, der ligger som en stille oase i det hektiske markedskvarter. Men i dag skal vi ikke blot være tilskuere til de imponerende elefanter, der bruges til transport af mennesker og varer. Vi skal selv ud at prøve og ride på dem! Da Ole, vores supervidende rejseleder, fortæller, at man stiger op på elefanten via snablen, skal jeg lige finde en grimasse, der passer. Een ting er at skulle op og ride på det her kæmpe dyr. Det tricker straks min altid lurende højdeskræk. Men jeg tør ganske enkelt ikke kravle op via snablen – så meget ved jeg!

Fem minutter senere må jeg erkende, at jeg blåøjet hoppede på Oles gode turist-joke. Der er naturligvis ordnede forhold, så vi hopper direkte ind på det dertil indrettede sæde på ryggen af elefanterne, der derefter godmodigt lunter op mod Amber Fort. Herfra regerede maharajaerne – Rajasthans storherskere – i mere end 600 år, indtil Jaipur i 1700-tallet blev anlagt som Rajasthans hovedstad.
Fortet er enormt og emmer af storslået, dramatisk indisk historie. Men som Ole og jeg gynger af sted op ad bakken på ryggen af vores nye, indiske ven er det hurtigt en sælger, der stjæler al vores opmærksomhed. Han følger os hele vejen op, og indsatsen bærer frugt: Vi køber begge et af de håndlavede tæpper med store elefanter på. Elefanten som motiv går igen på en lang række kunsthåndværks-ting, bl.a. tæpper, tekstiler og smykker. Den symboliserer lykke og klogskab og har været maharajerne's foretrukne transportmiddel, så det er altså på bedste maharajah-vis, vi bevæger os op til fortet! Vi gynger os op ad den snævre vej, og flere gange bliver vi overhalet af andre, ivrige elefanter. Pludselig stopper elefanten foran os op – for når en elefant skal, så skal den! Ud står det med stort og småt – til stor morskab for os Albatrosser. Men elefantføreren beklager meget: ”Sorry, toilet!” som han siger.

Rice and curry
Efter rundvisning i fortets smukke, overdådige omgivelser, hvor maharaja’erne skiftevis muntrede sig med deres koner og konkubiner i de eksklusive marmor-gemakker, har vi pitstop i et tekstilkooperativ, som 2.000 lokale kunsthåndværkere og vævere leverer til. Huh ha – mange fristelser! Så jeg er nu indehaver af ét styk indisk håndknyttet tæppe i kashmiruld. Det var kærlighed ved første øjekast, og så bliver man jo nødt til at handle… Ikk’?

Har man sagt Indien, har man også sagt karry! Og efter den intensive spurt med tæppe-shopperiet gør det godt med frokost. Menuen? Karry-retter naturligvis! Tror ikke der findes andet her. Pizzaria’er på hvert gadehjørne er i hvert fald ikke nået til Jaipur. Og som dedikeret karryspiser – i en periode lavede jeg mine egne karrykrydderier fra bunden efter indiske opskifter – er jeg derfor i mit helt rette element! Vi spiser i en hyggelig gårdhave, hvor ris og en god håndfuld karryvarianter står linet op i buffeten. En lind strøm af naan-brød direkte fra tandoor’en – en traditionel, cylinderformet indisk lerovn – bliver serveret ved bordet. Og lad mig blot slå fast, at naan-brød, som de fås i de hjemlige supermarkeder – vakuumpakkede og langtidsholdbare – INTET har med den ægte vare at gøre. Her bliver de som sagt bagt i en tandoor, hvor de små brød af pitabrøds-størrelse bliver klasket direkte på indersiden af lerovnen, der holdes i gang af glødende grillkul. Der er en konstant varme i ovnen på cirka 400 grader – og dermed kan man lave en lynhurtig tilberedning af alt fra naan-brød til tandoori-kylling, en af klassikerne i det indiske køkken. Med sin umiskendelige let røgede smag minder de friskbagte brød lidt om barndommens snobrød… Men altså her med et eksotisk, indisk tvist.

Under frokosten bliver vi underholdt af en musiker, der spiller på raunapa, et traditionelt, indisk strengeinstrument. Smuk musik, men det, der først og fremmest fanger Albatrossernes opmærksomhed, er musikerens moustache… ”Tror du det er ægte?” spørger min Albatros-sidemand. Ja, så absolut. Det ligner da den ægte vare. Og hans store, sorte gedebukkeoverskæg kombineret med et kæmpe, kridhvidt tandpasta-smil er lidt af et syn, synes jeg. Han ender med blot at være én ud af mange mennesker, jeg i dag kigger langt efter. Jeg kan ikke lade være. Mænd som kvinder, unge som gamle, voksne som børn – de er supersmukke!

Flere paladser og gåtur i den livlige handelsgade
Med karrymætte maver tager vi videre ud i byen på opdagelse til fods. I City Palace, maharajaer’nes overdådige Jaipur-hjem, hvor slangetæmmeren optræder med sine kobraer, og hele den indre gård er ved at blive gjort klar til bryllup i bedste indiske stil: 700 gæster er på invitationslisten. Lige nu er et hav af folk i gang med med blomsterudsmykninger, bænke, betrækning af puder, pudsning af glasmontre osv. Selvom prisniveauet generelt ligger langt under det danske, er et bryllup af indisk kaliber noget, der griber godt ned i pengepungen. Millioner af rupees vil aftenens bryllup på paladset koste, vurderer Mustafa, vores lokale guide. 100 rupees er cirka lig med 11 danske kroner, så vi taler altså om flere hundredtusinde kroner!

Maharajaernes tid som royale magthavere er ovre, men lokalt har efterkommerne af maharaja’erne stadigvæk høj status og ligger pengemæssigt i toppen af det indiske samfund. Det er da også stadigvæk en direkte efterkommer af den seneste maharaja, der ejer paladset den dag i dag, hvilket sikrer ham gode lejeindtægter, blandt andet fra bryllupper – og fra filmselskaber, der ynder at bruge de pompøse paladsomgivelser som ramme til de verdensberømte Bollywood-film.

Det karakteristiske ”Vindenes Palads” kommer vi også forbi – her sad maharaja’ens kvinder i sin tid bag de bittesmå vinduer og kunne ubemærket følge med i livet nede på hovedgaden. Vi er naturligvis også nysgerrige på gadelivet, men kaster os til forskel fra fortidens ”fine damer” kaster vi os direkte ud i det: Vi går nemlig hjem til hotellet ad den pulserende hovedgade. Overalt er der et leben uden lige. Trafikken dytter af sted. Heste, biler, scootere, cyklister og fodgængere. Og mens jeg i går sad og undrede mig over, hvordan pokker tingene kunne fungere i dette trafik-kaos, forklarer Mustafa mig i dag, hvordan det ganske enkelt hænger sammen: ”Du må aldrig stoppe op. Så kommer du ikke nogen vegne. Du skal bare mase dig igennem,” siger han, da jeg med min danske høflighed holder tilbage for nogle andre fodgængere. Med andre ord lige efter Darwins principper – her er det de stærkeste, der vinder!

Vi går forbi den ene lille butik efter den anden med te, linser, gryn og grøntsager på hylderne. gevandter med pailletter og imponerende mønstre. Der er snabelsko og tørklæder. Der er små boder, hvor der bliver lavet friskpresset sukkerrørsjuice – sukkerrøret ryger hurtigt igennem et par valser og vupti: sød sukkersaft. Der er tobak og betelblade. Der er henna i store sække og små poser, og der er færdiglavet hennapasta på tube – klar til brug til de fine hennaudsmykninger, som en del indiske kvinder har på hænderne. Der er boder, som bugner af frugt. Og ikke mindst er der masser af mennesker. ”Hello, hello” lyder det hele tiden. Jeg føler mig velkommen. Og rigtig godt tilpas i dette miks af historisk storhed og moderne kaos. Stod det til mig blinkede jeg ikke én eneste gang – så kunne jeg nemlig kigge helt uden afbrydelse...