søndag den 29. november 2009

Delhi – imperiets juvel


Morgen
Næste stop: Delhi
”Good break, good horn, good luck,” siger vores chauffør grinende, da han skal forklare hemmeligheden bag sine talenter i den indiske trafik. Han har efterhånden nærmest fået gudestatus hos os. Han kan sit kram og får os igennem og frem – også når trafikken ser allermest kompakt ud.

Vi sidder nu i bussen fra Taj Mahal-byen Agra til Delhi, og jeg prøver så vidt muligt ikke at falde i ”sovefælden”, for som altid er der masser at kigge på. Vi holder et lille pitstop på vej ud af Agra ved mausoleet for Akbar Den Store, den største og mest betydningsfulde af Indiens stormoguler – og bedstefar til manden bag Taj Mahal, stormogulen Shah Jahan. Det indiske, historiske persongalleri er farverigt og komplekst, og netop mogulerne var mestrene bag Nordindiens imponerende mosaik af paladser, forter og moskéer, som vi har nydt en stor bid af på denne rejse.

Netop i dag er der ekstra meget trængsel ved moskéerne. For disse dage finder en af de største, islamiske højtider sted, nemlig id-ul-zuha, eller bakr-id, som de indiske muslimer kalder den. ”Bakr” betyder ged og ”id” festival, og festivalen finder sted for at mindes profeten Abraham, som af Allah fik besked på at ofre det, han havde allermest kær. Det var hans søn, og netop i det øjeblik Abraham skulle til at ofre ham, bekendtgjorde Allah, at dette blot var en test på hans loyalitet, og at han skulle ofre en ged i stedet.

Undervejs kører vi forbi templet for guru Jai Deo, hvor folk i tusindvis er samlet og nærmest også har indtaget selve vejen. Vi lister os i slowmotion igennem mylderet af mennesker – nogle af dem ser ud til at være kommet langvejs fra, da der står linet op med masser af busser langs vejen.

Eftermiddag
New Delhi: brede alléer og grønne åndehuller
Så er vi fremme i Delhi, Indiens hovedstad siden 1911 og juvelen i det britiske imperium. Byen består af henholdsvis New Delhi, anlagt af englænderne fra 1916 til 1931, og Old Delhi, stormogulen Shah Jahans værk og kendt for sine smalle gader og livlige basarer.

Langs med vejen ind til kernen af New Delhi er der gang i et hav af større og mindre vej- og renoveringsprojekter. Umiddelbart ser der ud til at være flere kvinder end mænd blandt arbejderne, der typisk er daglejere til lav hyre. Kvinderne står ufortrødent i solen og hakker sten op af den tørre, støvede jord for derefter at bære dem væk i store metalskåle på hovedet. Arbejdstøj er der ikke noget af – kvinderne arbejder i deres sarier, og på trods af arbejdets støvede karakter, ligner mange af kvinderne nogen, der ligeså godt kunne være på vej fest, stilfulde som mange af dem er, uanset position i samfundet.

New Delhi er fuldstændig anderledes end det, vi indtil nu har oplevet på turen, med brede alléer, parker og statelige bygninger fra englændernes tid. Her ligger ambassader, ministerier og regeringsbygninger på nogle af landets mest prominente adresser. I hjertet af New Delhi ser vi Indiens svar på Triumfbuen, India Gate, der er bygget til minde om de indiske soldater, der døde under britisk flag i 1. verdenskrig og to afghanske krige.

Sikke et gedemarked!
Vi skifter nu bussen ud med cykelrickshaws og begiver os mod Old Delhis menneske- og gedemylder! I løbet af "bakr-id" skal alle muslimske familier ofre en ged, og har man ikke en i forvejen, er dette stedet at købe dem. Geder i tusindvis, mange af dem med pynt om halsen eller i hovedet, skifter hænder i dag og bliver trukket af sted gennem gaderne.

Ifølge traditionen skal kødet fra det slagtede offerdyr deles i tre og går til henholdsvis familien selv, naboer og slægtninge samt til de fattige. Gederne koster fra 3.000 rupees og opefter, og prisen kan snildt ryge op på 200.000 rupees (mere end 20.000 kr.) for de bedste af dem. De er så til gengæld også blevet forkælet med småkager, brød, smør og andre lækkerier. Uanset prisklasse er kravet, at dyret skal være perfekt. Det må ingen skavanker have – være halt, mangle lidt af øret, eller hvad man nu ellers kunne forestille sig. Kun det bedste er godt nok!

Vi cykler igennem Old Delhi's smalle gader, hvor et fascinerende kluddermutter-spindelvæv af strømførende ledninger åbenbarer sig, når man kigger op. Gad vide, hvad der sker i regnvejr? Totalt sammenbrud? I forvejen er der dagligt strømafbrydelser, hvorfor en generator for mange er et kært eje.

Bryllupsudstyr for millioner
Vi fortsætter ind igennem Chawri-basarens smalle gader, hvor vi kæmper om pladsen med andre rickshaws og fodgængere. Til forskel fra de motoriserede køretøjer har vi ikke noget horn, vi kan dytte med, så vores rickshaw-mand råber op, det bedste han har lært, for at få folk til at flytte sig lidt.

Chawri-basaren er kendt for sine mange butikker med alt tænkeligt inden for bryllupsudstyr: sarier, smykker, perler, håndskrevne bryllupskort, turban til manden og i det hele taget et kæmpe lager af glitter og glimmer, som gør sig godt, når de prestigefyldte indiske bryllupper finder sted. Som udgangspunkt er basaren et engrosmarked, men kommer man som privatperson med store ordrer, er man mere end velkommen. Det er særligt hindu-bryllupperne, der er kendt for at være de store pengemaskiner, da der blandt hinduerne er store sociale forventninger til form, størrelse og traditioner. Blandt andet skal parret forære alle kvindelige slægtninge flere sarier i gave op til brylluppet, hvilket hurtigt kan blive til en pæn udgift for familien – og til et pænt tal i ordrebogen for den heldige sari-forhandler.

Besøg i moské og sikh-tempel
Lige ved siden af markedet ligger Jama Masjid-moskéen, Indiens største moské, anlagt af entreprenante Shah Jahan, der vist må være Indiens svar på vores Christian den 4. Vi er velkomne i moskéen – forudsat at vi er tildækkede på arme og ben, så vi låner moskéens ”turistkjoler”. Der er stille, roligt, luft og masser af plads i moskéen – hvor den store, centrale plads er et dejligt åndehul. Folk kommer her ikke nødvendigvis kun for at bede, men også blot for at få et pust fra det hektiske liv udenfor.

Under de fem gange daglige bønner er der lukket for ikke-muslimske besøgende, mens vi i sikh-templet Gurudwara Bangla Sahib, som vi besøger umiddelbart bagefter, er med, da det daglige aftenritual finder sted: Den hellige bog adi granth, som hele sikhismen er bygget op omkring, skal lægges på plads på sit leje af smukke tæpper.

Dette er dagens sidste input. Vi tager til vores hotel, hvor vi har vores sidste overnatning, inden turen i morgen går tilbage mod Danmark.

Tal for Indiens største, religiøse grupper
Cirka 80 % af Indiens 1,1 milliard indbyggere er hinduer. Muslimerne tæller cirka 160-170 millioner, mens der er cirka 20 millioner sikher.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar