Ud at se med Indian Railways

Morgen
Så kører toget!
”Chai , chai” råber manden med en høj, skurrende stemme. Lige i hælene af ham følger hans kollega, der sælger kaffe. Et par minutter senere kommer en tredje med en bakke fyldt med sandwich. Fjerdemanden faldbyder højt sin frugtjuice. Og endnu en togmand kommer forbi med vand. Der går ikke meget mere end et kvarter, så tager de runden én gang til. Endnu engang med stor entusiasme og høj stemmeføring. Og sådan bliver det ved.

Jeg hopper på en kop chai, dejlig krydret indisk te kogt med mælk. Det gør godt denne tidlige morgen. Vores bus har vi sendt i forvejen med kufferterne, for at vi i stedet kan prøve at køre med et vaskeægte indisk tog. Jeg har set adskillige film, hvor en togrejse i Indien indgår, så jeg har været vældig spændt på at opleve et af disse berømte – og måske til tider berygtede – tog. Og ja, der ér trangt. Netop derfor ser vi heller ikke en servicevogn a la DSB komme rundt og samlet tilbyde alle varerne. Det er der simpelthen ikke plads til.

Der er hverken høns eller grise i fri dressur i kupeen – og alt fungerer fint: Vores reserverede pladser står klar, og toget kører til tiden! Alle sæder i kupeen er fyldt op her denne tidlige onsdag morgen, og endnu engang er der en intensiv ”kiggeudveksling” i gang mellem os og vores indiske medpassagerer. Gensidig nysgerrighed er en god ting!

Jeg er meget imponeret over de mange ventilationsvifter, som hænger tæt efter hinanden i loftet - klar til at tage kampen op mod den indiske sommerhede, der af og til sniger sig helt op omkring de 50 grader. Pu ha - absolut ikke noget for mig.

Jeg skiftevis kigger ud af vinduet og læser i bogen ”Holy Cow”, som jeg har lånt af en kær kollega, der har boet og arbejdet i Indien igennem flere år, og som derfor kan tale indisk-engelsk af bedste skuffe! Bogen handler meget kort fortalt om alle de kulturelle forviklinger og udfordringer, man som udlænding kan støde på i Indien – meget underholdende læsning og kan anbefales til eventuelle Indien-rejsende!

Efter 2 ½ time nærmer vi os den lille by Barathpur, hvor vi skal af. Alle os Albatrosser sidder med vores ting parat på skødet, klar til at springe op og komme ud af toget hurtigst muligt. Ole, rejselederen, har netop fortalt, at toget kun holder et vist tidsrum hvert sted, og at vi på ingen måde må give luft til, at passage-rerne, der venter på perronen, kan begynde at mase sig op, før vi alle er ude. Missionen lykkes – ingen kører ufrivilligt videre!

Om Indian Railways
Indian Railways er statsejet og har mere end 1,5 millioner ansatte – og mere end 140.000 kilometer jernbanespor. Dagligt kører med end ti millioner indere med toget. Der findes et selvstændigt Jernbaneministerium – og dermed en jernbaneminister. Der er 1., 2. og 3. klasses-tog.

Eftermiddag
På cykelrickshaw i fugleparadis
Cykelrickshaw-mændene står klar med deres cykeltaxier. Mange af dem er sikh’er og lyser flot op i landskabet med deres farvestrålende turbaner. To og to cykler vi af sted – eller det vil sige: Vi har det privilegium at kunne læne os godt tilbage i sædet for at blive transporteret rundt her i Barathpur Fuglereservat af de kombinerede parkguider og cykeltaxachauffører. Normalt er der på denne årstid proppet med trækfugle i reservatet, men monsunen har svigtet i år – og marsklandet har ikke fået de mængder vand, der skal til. Det meste af området er derfor knastørt. Og fuglene er ikke kommet i de mange hundredtusindvis, som de ellers plejer.

Fuglereservatet er på UNESCO’s liste over verdens naturarv, og ifølge Mustafa har den indiske stat fra UNESCO fået flere henstillinger om at sørge for vandforsyninger til området, når naturen ikke selv kan levere tilstrækkeligt. Men hverken naturen eller staten har altså leveret varen i år, så derfor er der knap så fuglerigt, som der plejer at være. Vores cyklende parkguider har heldigvis næse for fugle og andre dyr, så vi ser blandt andet isfugl, ibis og en særlig anderace, som lever i ”faste par”, og som helt bogstaveligt ikke kan leve uden hinanden. Når den ene dør, dør den anden umiddelbart efter. Vi ser også igen de store blue bull-antiloper og en kobraslange, der ligger og slikker sol og får sit kolde blod varmet op. Parkguiderne bliver ved med at understrege: ”Babysnake, babysnake”. Men jeg synes nu, den ser rigeligt stor ud og behøver absolut ikke se ”mama-snake”!

Vi sætter nu kursen mod Agra – i morgen skal vi bl.a. se Taj Mahal, som stormogulen Shah Jahan lod opføre som gravmæle for sin højtelskede hustru, der døde i barselssengen.


En lille pige på toget