Taj Mahal får tårerne frem...

Morgen
Taj Mahal – hvilket vidunder!
Vi har fået lov til at sove længe i dag og skal først af sted klokken ni… Dette er den store dag – vi skal besøge Taj Mahal! Kendt verden over for sin helt enestående arkitektur. Men for alle os (skabs-)romantikere er Taj Mahal – i indiske folkemunde blot kaldet ”Taj” – ikke mindst kendt for at være den ultimative kærlighedserklæring fra en sørgende ægtemand til sin elskede, afdøde hustru. Ægtemanden var stormogulen Shah Jahan, og hans yndlingshustru, Mumtaz Mahal, døde i barselssengen.

Inden vi overhovedet får lov at komme ind i Taj Mahal-området, skal vi alle igennem en metaldetektor. Som nationalsymbol for hele Indien bliver der ikke taget nogen chancer! Det er nu i sagens natur ikke muslimsk terror, man er nervøs for, eftersom mogulerne var muslimer. Men hinduer og muslimer var hverken dengang eller i dag de bedste venner, og det ser ikke ud til, at stridsøksen bliver begravet foreløbig. Nærmere tværtimod, og til tider går bølgerne endog meget højt mellem de to grupper.

Vi nærmer os Taj Mahal fra en forgård. Lige pludselig tårner de hvide marmortårne op i baggrunden, og vupti får jeg en klump i halsen. Jeg forsøger ihærdigt at lade være med at hyle, og én ting er i hvert fald helt sikkert: Jeg skal ikke tale med nogen lige nu, så går det galt. Alt imens jeg således forsøger at få min rørstrømskhed under kontrol, er vi nået frem til selve indgangen. Og der står Taj Mahal ret fremme for os. Det er fuldstændig vildt det her. Jeg har altid drømt om at opleve Taj Mahal, og nu er det virkelighed. Man føler sig meget, meget lille, og der er en vis andægtig stilhed over os alle. Det virker til, at alle lige skal sunde sig et kort øjeblik– og så kommer der ellers gang i kameraerne.

Der er ikke mange udenlandske turister her til morgen. De fleste besøgende er indere – og alle er i deres stiveste puds med glimtende sarier og nyvaskede skjorter. Overalt bliver der knipset billeder til det store familiealbum, og jeg beslutter mig hurtigt for at tage paparazzi-kasketten på og tage billeder af nogle af de mange indiske besøgende: Skolebørnene på udflugt; storfamilierne med mor, far, onkler, tanter og et hav af børn; unge forelskede par; hinduer, muslimer og sikher.

Jeg går rundt i området sammen med Mustafa, som har besøgt Taj Mahal mere end hundrede gange og kender hver eneste krog af dette imponerende gravmonument. Han tilhører det muslimske mindretal i Indien og kan tilføje en yderst interessant lille detalje: For muslimerne handler Taj Mahal ikke så meget om kærlighed – ikke af den jordiske slags i hvert fald. De mener, Taj Mahal er bygget som ”hovedscene” til Allah, når dommedagen kommer.

Fakta om Taj Mahal
Taj Mahal stod færdig i cirka 1653, efter at 20.000 mand havde arbejdet i 22 år på byggeriet. Taj Mahal er bygget i hvid marmor, hvor der er indlagt smukke mønstre med halvædelsten, bl.a. lapis lazuli, turkis, safir og karneol, som var Mumtaz Mahal’s yndlingssten. Alt er lavet i streng symmetri, og det siges at Shah Jahan var en krævende bygherre, der selv var inde over hver eneste lille detalje i byggeriet. Var det ikke perfekt, skulle det laves om! Taj Mahal er et af verdens syv moderne vidundere, og årligt er der cirka tre millioner besøgende.

Sidst på eftermiddagen
Henna på hænderne
Det har ærgret mig hele dagen, at jeg ikke fik det lavet i går. Lærke, en pige, som er med på turen, har fået lavet de fineste hennatatoveringer på hænderne, og nu vil jeg selvfølgelig også. Man skulle jo nødigt gå glip af en autentisk, indisk oplevelse. Så da vi er tilbage på hotellet efter et tæt program med besøg på marmor-værksted, frokost, lidt spontan shopping samt ikke mindst besøg på det imponerende Røde Fort, stormogulernes krokodillebevogtede palads, lokker jeg Nete med på hennaeventyr. Sammen med Mustafa maser vi os igennem trafikken i en lille, listig tuk tuk, som hostende og larmende får os frem til et lille basarområde, hvor alt fra sarier til snabelsko og friturestegte snacks er til salg. Her kan man altså også få lavet de traditionelle indiske ”hennatatoveringer”, som skulle kunne holde i et par uger. Og som enhver indisk brud får lavet til sin store fest.

Der sidder de, hennamalerne, på deres små, røde plastikskamler og venter på kunder. Mustafa får forhandlet en god pris: 60 rupees, dvs. cirka syv kroner, for at få malet begge hænder og det nederste af armene. Jeg vil gerne have en elefant ind i min hennaudsmykning – vi er jo i Indien – men det, mener hennama-lerne, ikke passer sig, og i stedet går de i gang med at lave de mest fantastiske mønstre og krummelurer. Uden skabeloner! De er ægte, små kunstnere. Og det går lynhurtigt, som de sidder der med de små kræmmerhuse med hul i spidsen og koncentreret udsmykker vores arme med den mørke hennapasta som en anden konditor, der udsmykker sine lagkager.

Der står hurtigt en kødrand af nysgerrige folk omkring os. Et par ”hvide” piger, der får lavet hennatatovering – yderst mærkværdigt!

Mustafa mener nu at kunne konstatere, at der er lidt halv-inder over mig: Jeg spiser gladeligt karry om morgenen, jeg elsker chai, har hang til indiske smykker og nu denne henna-tatovering. Hvem ved – måske jeg skulle kaste mig over lidt slægtsforskning…