Jaipur: 10.000 indtryk på én dag!

Morgen og formiddag
På gyngende grund: Elefantridning
Hvorfor tage i Zoo, når man kan opleve det hele live her i Jaipur? Der er elefanter, dromedarer og kameler i gaderne, aber på tagtoppene og påfuglene spankulerer stolt rundt i haven ved vores hyggelig hotel, et gammelt palads, der ligger som en stille oase i det hektiske markedskvarter. Men i dag skal vi ikke blot være tilskuere til de imponerende elefanter, der bruges til transport af mennesker og varer. Vi skal selv ud at prøve og ride på dem! Da Ole, vores supervidende rejseleder, fortæller, at man stiger op på elefanten via snablen, skal jeg lige finde en grimasse, der passer. Een ting er at skulle op og ride på det her kæmpe dyr. Det tricker straks min altid lurende højdeskræk. Men jeg tør ganske enkelt ikke kravle op via snablen – så meget ved jeg!

Fem minutter senere må jeg erkende, at jeg blåøjet hoppede på Oles gode turist-joke. Der er naturligvis ordnede forhold, så vi hopper direkte ind på det dertil indrettede sæde på ryggen af elefanterne, der derefter godmodigt lunter op mod Amber Fort. Herfra regerede maharajaerne – Rajasthans storherskere – i mere end 600 år, indtil Jaipur i 1700-tallet blev anlagt som Rajasthans hovedstad.
Fortet er enormt og emmer af storslået, dramatisk indisk historie. Men som Ole og jeg gynger af sted op ad bakken på ryggen af vores nye, indiske ven er det hurtigt en sælger, der stjæler al vores opmærksomhed. Han følger os hele vejen op, og indsatsen bærer frugt: Vi køber begge et af de håndlavede tæpper med store elefanter på. Elefanten som motiv går igen på en lang række kunsthåndværks-ting, bl.a. tæpper, tekstiler og smykker. Den symboliserer lykke og klogskab og har været maharajerne's foretrukne transportmiddel, så det er altså på bedste maharajah-vis, vi bevæger os op til fortet! Vi gynger os op ad den snævre vej, og flere gange bliver vi overhalet af andre, ivrige elefanter. Pludselig stopper elefanten foran os op – for når en elefant skal, så skal den! Ud står det med stort og småt – til stor morskab for os Albatrosser. Men elefantføreren beklager meget: ”Sorry, toilet!” som han siger.

Rice and curry
Efter rundvisning i fortets smukke, overdådige omgivelser, hvor maharaja’erne skiftevis muntrede sig med deres koner og konkubiner i de eksklusive marmor-gemakker, har vi pitstop i et tekstilkooperativ, som 2.000 lokale kunsthåndværkere og vævere leverer til. Huh ha – mange fristelser! Så jeg er nu indehaver af ét styk indisk håndknyttet tæppe i kashmiruld. Det var kærlighed ved første øjekast, og så bliver man jo nødt til at handle… Ikk’?

Har man sagt Indien, har man også sagt karry! Og efter den intensive spurt med tæppe-shopperiet gør det godt med frokost. Menuen? Karry-retter naturligvis! Tror ikke der findes andet her. Pizzaria’er på hvert gadehjørne er i hvert fald ikke nået til Jaipur. Og som dedikeret karryspiser – i en periode lavede jeg mine egne karrykrydderier fra bunden efter indiske opskifter – er jeg derfor i mit helt rette element! Vi spiser i en hyggelig gårdhave, hvor ris og en god håndfuld karryvarianter står linet op i buffeten. En lind strøm af naan-brød direkte fra tandoor’en – en traditionel, cylinderformet indisk lerovn – bliver serveret ved bordet. Og lad mig blot slå fast, at naan-brød, som de fås i de hjemlige supermarkeder – vakuumpakkede og langtidsholdbare – INTET har med den ægte vare at gøre. Her bliver de som sagt bagt i en tandoor, hvor de små brød af pitabrøds-størrelse bliver klasket direkte på indersiden af lerovnen, der holdes i gang af glødende grillkul. Der er en konstant varme i ovnen på cirka 400 grader – og dermed kan man lave en lynhurtig tilberedning af alt fra naan-brød til tandoori-kylling, en af klassikerne i det indiske køkken. Med sin umiskendelige let røgede smag minder de friskbagte brød lidt om barndommens snobrød… Men altså her med et eksotisk, indisk tvist.

Under frokosten bliver vi underholdt af en musiker, der spiller på raunapa, et traditionelt, indisk strengeinstrument. Smuk musik, men det, der først og fremmest fanger Albatrossernes opmærksomhed, er musikerens moustache… ”Tror du det er ægte?” spørger min Albatros-sidemand. Ja, så absolut. Det ligner da den ægte vare. Og hans store, sorte gedebukkeoverskæg kombineret med et kæmpe, kridhvidt tandpasta-smil er lidt af et syn, synes jeg. Han ender med blot at være én ud af mange mennesker, jeg i dag kigger langt efter. Jeg kan ikke lade være. Mænd som kvinder, unge som gamle, voksne som børn – de er supersmukke!

Flere paladser og gåtur i den livlige handelsgade
Med karrymætte maver tager vi videre ud i byen på opdagelse til fods. I City Palace, maharajaer’nes overdådige Jaipur-hjem, hvor slangetæmmeren optræder med sine kobraer, og hele den indre gård er ved at blive gjort klar til bryllup i bedste indiske stil: 700 gæster er på invitationslisten. Lige nu er et hav af folk i gang med med blomsterudsmykninger, bænke, betrækning af puder, pudsning af glasmontre osv. Selvom prisniveauet generelt ligger langt under det danske, er et bryllup af indisk kaliber noget, der griber godt ned i pengepungen. Millioner af rupees vil aftenens bryllup på paladset koste, vurderer Mustafa, vores lokale guide. 100 rupees er cirka lig med 11 danske kroner, så vi taler altså om flere hundredtusinde kroner!

Maharajaernes tid som royale magthavere er ovre, men lokalt har efterkommerne af maharaja’erne stadigvæk høj status og ligger pengemæssigt i toppen af det indiske samfund. Det er da også stadigvæk en direkte efterkommer af den seneste maharaja, der ejer paladset den dag i dag, hvilket sikrer ham gode lejeindtægter, blandt andet fra bryllupper – og fra filmselskaber, der ynder at bruge de pompøse paladsomgivelser som ramme til de verdensberømte Bollywood-film.

Det karakteristiske ”Vindenes Palads” kommer vi også forbi – her sad maharaja’ens kvinder i sin tid bag de bittesmå vinduer og kunne ubemærket følge med i livet nede på hovedgaden. Vi er naturligvis også nysgerrige på gadelivet, men kaster os til forskel fra fortidens ”fine damer” kaster vi os direkte ud i det: Vi går nemlig hjem til hotellet ad den pulserende hovedgade. Overalt er der et leben uden lige. Trafikken dytter af sted. Heste, biler, scootere, cyklister og fodgængere. Og mens jeg i går sad og undrede mig over, hvordan pokker tingene kunne fungere i dette trafik-kaos, forklarer Mustafa mig i dag, hvordan det ganske enkelt hænger sammen: ”Du må aldrig stoppe op. Så kommer du ikke nogen vegne. Du skal bare mase dig igennem,” siger han, da jeg med min danske høflighed holder tilbage for nogle andre fodgængere. Med andre ord lige efter Darwins principper – her er det de stærkeste, der vinder!

Vi går forbi den ene lille butik efter den anden med te, linser, gryn og grøntsager på hylderne. gevandter med pailletter og imponerende mønstre. Der er snabelsko og tørklæder. Der er små boder, hvor der bliver lavet friskpresset sukkerrørsjuice – sukkerrøret ryger hurtigt igennem et par valser og vupti: sød sukkersaft. Der er tobak og betelblade. Der er henna i store sække og små poser, og der er færdiglavet hennapasta på tube – klar til brug til de fine hennaudsmykninger, som en del indiske kvinder har på hænderne. Der er boder, som bugner af frugt. Og ikke mindst er der masser af mennesker. ”Hello, hello” lyder det hele tiden. Jeg føler mig velkommen. Og rigtig godt tilpas i dette miks af historisk storhed og moderne kaos. Stod det til mig blinkede jeg ikke én eneste gang – så kunne jeg nemlig kigge helt uden afbrydelse...