Namaste - velkommen til Indien

Morgen
Indisk tempo i lufthavnen

Så er vi her. Albatros-gruppen er ankommet til Indien! Og vi burde være 100 % bacillefri, da vi lander, for kabinepersonalet har været igennem flyet og spraye mod baciller og andet stads. Det er ikke sundhedsskadeligt, det vi sprayer med, understreger stewardesserne. Nej – men velduftende er det heller ikke – der lægger sig en tung, sødlig parfumeduft over hele flyet.

I lufthavnen er vores første møde med inderne en hær af skrankepaver, som – uden på nogen måde at lade sig stresse af den lange slange af folk, der snor sig gennem immigrationsområdet – er ualmindeligt omhyggelige, eller måske bare godt gammeldags langsomme, til at få folks papirer løbet igennem. Jeg morer mig gevaldigt. Dette er det første lille kig ind i indisk kultur, og jeg elsker bare, når tingene ikke følger dansk logik og tempo. Det ville da være kedeligt. Næh – her tager ting, den tid, det tager. Og der bliver nusset godt med papirerne.

Formiddag og eftermiddag: Køretur til Jaipur
De hellige køer styrer trafikken

Den første indiske by, vi skal opleve, er Jaipur, også kendt som ”Den Lyserøde By”, så vi hopper om bord på vores bus og kaster os ud i den indiske trafik med kursen sat mod staten Rajasthan. Der går ikke længe, inden Ole, rejselederen for gruppen, siger: ”Prøv at se – der går en elefant foran os.” Og jo, ganske rigtigt. Midt ude på vejen lunter en elefant af sted med en enkelt passager på ryggen. Og dette skal vise sig blot at være startskuddet til en fantastisk køretur proppet med gratis underholdning. Jeg kigger og kigger og kan slet ikke få nok af alt det, der sker i trafikken og langs vejen: Smukke, karakterfulde mennesker, hellige køer og en trafik, som ved første øjekast ligner det rene anarki, og som vel også er det, men alligevel glider tingene på mærkværdig vis. Traktorer, knallerter, busser, biler og kunstfærdigt udsmykkede lastbiler skiftevis dytter, stopper, holder i kø og kører derefter en lille smule. Det, de rent faktisk gør mest af, er at dytte. Man skulle tro, vi er ramlet ind i en dyttekonkurrence, men som der står bag på mange af bilerne: ”Blow horn” eller ”Horn please”. Og det gør de så. Dytter i ét væk. De eneste, man åbenbart ikke dytter af i trafikken, er de hellige køer. De er intet mindre end kongerne af landevejen, og som om de var deres særlige, hellige status ganske bevidst, vimser de fuldstændig upåvirket rundt i trafikken – og gumler lidt tørt græs eller affald og tager sig en slapper, mens de nyder drivertilværelsen under hinduismens beskyttende vinger. Selv om køerne har ejer, må de klare sig selv, hvad mad angår, da al agerjord bliver brugt til afgrøder.

Hvem kigger på hvem?
Og så er der inderne. Der er kvinder i deres smukke, farvestrålende sarier. Nogle med varer på hovedet. Andre med et barn på armen. Der er mænd på cykler læsset til med poser og sække. Der er stolte sikh’er med turban og et fyldigt skæg. Der er busser med nysgerrige skolebørn – og ditto voksne. For jeg finder hurtigt ud af, at det ikke kun er mig, der kigger på dem. Det går så sandelig også den anden vej. Måske glor de i virkeligheden mere på mig end omvendt – det er meget uhæmmet. Men kiggeriet bliver hele tiden fulgt af et smil og en ivrig vinken.

Således forkælet med førsteklasses underholdning lige uden for vinduet ankommer vi til Jaipur hen på eftermiddagen. Men meget mere om Jaipur i morgen. Nu er det nemlig ved at være sengetid i Indien.

Lærke og Lasse med tagetes-blomsterkæder