Morgen og formiddag
Jaipur tørlagt pga. lokalvalg
Vi har skiftedag i dag og siger farvel til maharajah-byen Jaipur for at køre en tand længere sydpå til den lille by Sawai Madhopur, hvorfra vi i morgen skal på tigersafari. Der er lokalvalg i Jaipur i dag, og på vej ud af byen kører vi forbi et af valgstederne.
Valget har medført to dages alkoholforbud i hele byen, så eftermiddagsøl og rødvin til maden var noget Albatrosserne i går måtte nøjes med at drømme sig til… Hvorfor forbuddet? Vores lokalguide Mustafa fortæller, at der tidligere i forbindelse med lokalvalget er blevet drukket tæt med uroligheder til følge – så det handler simpelthen om at undgå, at det samme sker igen. Giver hotellet pokker i forbuddet, og bliver det opdaget, kan de miste deres bevilling, som ikke er så ligetil at få igen, uden at der skal pænt med bestikkelse på bordet, forlyder det.
Valgprocenten i Indien plejer at ligge på cirka 50 procent. Men hvordan gør man mon i forhold til de mange analfabeter? Stemmer de? Og hvordan? Hver enkelt kandidat til valget har sit eget symbol, finder jeg ud af, så man behøver altså ikke kunne læse for at stemme.
Ikke lutter lykke, men masser af smil – trods alt
Vi bevæger os langsomt ud af byen, og i udkanten af Jaipur kommer vi igennem et slumområde. Telte og usle skure er her hjem for familier, der kæmper hårdt for at tjene til dagen og vejen. Fattigdommen stikker sit grumme ansigt op mange steder i gadebilledet. Lige her er det særligt slemt, og man kan ikke andet end at blive påvirket af det. For at bruge en lidt fortærsket floskel, er verden ganske enkelt bare ikke retfærdig.
Og for en gennemsnitlig, forkælet velfærdsdansker som mig sætter det i dén grad tingene i perspektiv i forhold til vigtigt og mindre vigtigt at blive konfronteret så direkte med menneskelig armod.
Men én ting, der alligevel slår mig er: Hvor møder man altså bare mange smil alle vegne. Også fra manden i den slidte, gamle skjorte. Og fra kvinden, der med krum ryg går og fejer fortovet. Indien synes at være gennemsyret af en positivisme og livsglæde ud over det sædvanlige. På trods af, at mange målt med vores målestok måske ikke har så meget at smile af.
Fængende farver og pynt overalt
Snart er vi helt ude af byen, og det landlige Indien tager over. Så langt øjet rækker er der små hvedemarker, hvor kvinder i deres farvestrålende sarier arbejder koncentreret. Flere af dem med et barn på ryggen. (Hvor er mon mændene?). 70 procent af inderne lever på landet og ernærer sig som småbønder. Jordlodderne er typisk blot 1-3 hektarer, og store gårde a la dansk stordrift er så godt som ikke-eksisterende.
Med jævne mellemrum kommer en dromedar luntende
forbi med en kærre trukket bag sig. Eller en traktor læsset til op over bristepunktet med store lærredssække. Uanset om det er en traktor eller en dromedar har jeg indtil nu ikke set nogen, som ikke er udsmykket! Dromedaren har typisk en lille klokke på hovedet og er pyntet med farvestrålende bånd og andre dromedar-accessories. Traktorerne ligner også typisk nogen, der er på vej til fest – overlæsset med diverse pynt af bedste bling-bling-kaliber. Endvidere er mange af traktorerne – på linje med lastbiler, minitaxier og andre køretøjer – omhyggeligt udsmykket med håndmalede blomster og andre motiver. Denne pyntekultur er intet mindre end dybt fascinerende – kunne man forestille sig en landmand derhjemme lave det samme stunt med sin traktor? Men hvorfor gør de det? Ifølge Mustafa handler det ganske enkelt, om at ejeren ønsker at gøre sit køretøj til noget helt særligt og dermed markere sit ejerskab.
Een ting er, at de pynter deres køretøjer.
Jeg har lagt mærke til at, mange af mændene også selv er ganske pyntesyge! Og det er mændene netop her i Rajasthan – specielt i Jaipur – åbenbart berømte for at være. Smukke guldøreringe med ædelstene, ringe – gerne på flere fingre, velplejede og velfriserede overskæg og farvestrålende turbaner kombineret med et lille touch af feminin selvoptagethed omkring egen fremtoning – her skal den moderne metromand løbe stærkt for at følge med! Denne tendens hos Rajasthan-mændene trækker tråde tilbage til maharaja-tiden. Maharaja’erne om nogen var nemlig kendte for at være til smukke gevandter og smykker.
Men kvinderne står nu på ingen måde tilbage for mændene, og mange bidrager med et sandt farveorgie af flotte, farvestrålende sarier, tunge guldøreringe og billige glimmerarmbånd. ”Alt her i Indien handler om farver. Og en kvinde går altid med stærke farver for at glæde sin mand. Aldrig i hvidt. Det er sørgefarve,” fortæller Mustafa.
Eftermiddag
Tid til hygge
Først på eftermiddagen er vi fremme i Sawai Madhopur. Vi bliver budt velkommen på hotellet med lykkebringende blomsterkæder med tagetes-blomster, og over et glas sodavand – med blomsterkæderne om halsen – sænker roen sig efter dagens køretur og nogle ekstremt indholdsmættede dage. Uhmm – skønt! Lige hvad vi har brug for!
Stedet indbyder til en stille og rolig eftermiddag med en god bog. En tur i poolen. Eller måske en gang afslappende massage. Men hvis man som jeg, rejselederen og visse andre fra Albatros-gruppen synes, at markeder og bazarer er den mest fantastiske opfindelse, så må roen naturligvis vente lidt endnu. Vi skal lige op og snuse til det lokale marked…
Aften
En lille fællessang
I skrivende stund kan jeg fra mit værelse høre en masse Albatrosser sidde og synge udenfor efter en hyggelig middag i haven…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar